Vores digitale sundhed
Denne post er mine personlige observationer, fra en meget lav taburet, længst omme bag i køen af mandagstrænere, og sikkert noget, du bør springe over, hvis du har en længerevarende humanistisk uddannelse, eller identificerer dig med en af de 12-16 grupper, som det lykkes mig at fornærme direkte eller indirekte over de følgende ca 1000 ord – så er du advaret!
Ingen, slet ikke jeg, kunne forestille sig, hvilke samfundsomvæltende konsekvenser introduktionen af iPhone for 18 år siden ville få. Det var ny teknologi (reelt var det blot ny indpakning, men hvilken indpakning)! I en række iterationer gik smartphonen fra at være en gimmick til at være et uundværligt værktøj, og kolossale værdier skiftede over ganske få år ejere. Nokia og Blackberry blev 2 af de første ofre, men langt fra de sidste.
Muligheden for at nå et globalt marked, hvis du blot byggede dit program (din app) på en særlig måde, frigjorde helt overvældende mængder af energi, hitte-på-somhed, og hvad der nærmest syntes som en ustoppelig kollektiv strømning sendte chokbølger igennem verdenssamfundet. Nu kunne alle snakke med alle, nærmest uanset hvor på kloden de befandt sig. Nye anvendelsesmåder blev introduceret hurtigere end lovgivning kunne følge med.
Ofrene var mange - nogen mere selvforskyldte end andre. Den trykte presse (som den blev kaldt) mistede kontrollen med adgangen til at sprede et budskab. Begrebet SoMe opstod som en betegnelse for en gruppe digitale værktøjer, som netop fratog den trykte presse en stor del af kontrollen. Internettet havde i årtier skabt et fundament og en række værktøjskasser, men det var først i slutningen af 00-erne at potentialet blev forløst.
Værdikæden fra producent til forbruger røg også ind under bussen. Ingen fysisk butik kunne konkurrere med forbrugerens sofahjørne og en rygende varm kop te! Først gav specialbutikkerne fortabt, siden led regionale kæder samme kranke skæbne, og selv store internationale butikskæder måtte kaste håndklædet i ringen. Standardiserede produkter især elektronik var et nemt offer, men bøger, husgeråd, selv dagligvarer. Enorme strukturelle omkalfatringer i samfundet blev afviklet stort set uden at nogen løftede en finger. Vel - der var naturligvis det sædvanlige korps af pessimistiske samfundsforskere som altid råber 'ulven kommer', men alle var optaget af at stirre måbende, imponeret, og ganske fortabt ned i deres ene håndflade, hvor det, der næsten virkede som den enkeltes eneste reelle livsnerve, lå og glimtede, og med voksende hastighed gav små klimp fra sig, når en ny notifikation meldte sin ankomst.
Familien var næste offer. Den havde været igennem en række opslidende nærdødsoplevelser siden kvinderne smed sleven og glattejernet i 60'erne. Det skabte velstand men også troløshed. Arbejdspladsen blev langsomt men sikkert en erstatning for familien. Nu var familien en præstation - noget man skulle 'prøve'. Børn blev projekter, som alle drømte om, og når man så havde prøvet det, kunne den checkbox checkes af, og så var det videre! Fokus ændrede sig fra vi til jeg - og det gjalt også børnene. Derfor kom den digitale sutteklud som en kærkommen redning. Med lydbøger og tegnefilm var det pludselig "overkommeligt" at besøge familien i den anden ende af landet. "Skærm" blev et gode og børnene var hurtige til at efterabe, hvad de så deres forældre gøre: stirre i håndfladen. Velstanden, bedre uddannelse, og de store ændringer i familiemønsteret og jeg-kulturen fjernede også behovet for religionen, og med ud med badevandet røg derfor også etik og moral; hvis ikke det bragte mig videre, var det ligegyldigt. Kirkerne overlevede, fordi præsterne valgte at blive event managers –
Et værktøj, der følger dig døgnet rundt, og som du interagerer med >50 gange i dine vågne timer. Funktioner som måler og vejer dig, afbilleder dig, viser dig frem, definerer dig. Var det så blot dig, men det er alle dem, du kender, og alle dem, du færdes iblandt. Dine naboer, arbejdskolleger, medlemmer i din fitness klub, alle! Alle ved hvad du lavede i weekenden, hvor fuld du blev, hvad du spiste i går til aftensmad, og hvad du mener om personer, med særlige kognitive færdigheder.
Med moralen og etikken ude af billedet, blev det næste offer sandheden. Med det rigtige lys og lidt plastisk hjælp blev det nemmere at klare sig i "pisse-længst" konkurrencen. Manglende skolefærdigheder var ikke en hindring. Børn kunne høres drømme "om at blive kendt eller rock-sanger". Med sandheden på sikker afstand blev det nødvendigt at justere en række dele af virkeligheden, som ikke passede ind i billedet. Fortidens synder om du vil. Cancel culture var en naturlig løsning.
Denne opremsning og tour de force i samfundsændringer de seneste 50-60 år har måske efterladt dig med følelsen af at bladre i et nummer af Illustreret Videnskab eller en reklame for en tryllekunstner – for det er jo løsrevne fragmenter af en virkelighed, der er alt alt for meget mere kompleks til at jeg overhovedet kan tillade mig at nævne nedslagene og ofrene; og så fornærmer jeg jo både kvinderne, ateisterne, og sikkert en 3-4 andre grupper af krænkelsesparate digitalt overvægtige.
Uanset så kan det næppe undre dig at regeringen og med den, den regerende elite, og embedsværket, har udset sig privatlivet som det næste offer. Argumenterne står i kø. Kriminalitet, terror, krig, samfundsnedbrydende virksomhed. Truslerne læner sig som høje krumme popler langs en smal allé ind over dem, der gerne vil hjælpe os alle med at få et godt liv.
De tænker på vores sundhed – og nu (omsider) også vores digitale sundhed. Det, de regner med, er at i rækken af ofre, har (næsten) en hel generation nu levet i et udstillingsvindue, så hvad enten de kigger med eller lader være, det er sådan set temmelig ligegyldigt, for der ikke er meget tilbage, som ikke allerede er udbasuneret, filmet, beskrevet, podcast'et. Den unge generation i dag er vant til at der følger et kamerahold med rundt, ja faktisk bliver de skuffede, hvis der ikke gør; deres forældre har nemlig curlet dem, så selv fyldet i flødebollerne var aftalt med forældregruppen i indskolingen, på forhånd.
– men hvordan var det så lige med 263'eren? Brevhemmeligheden? Det er en rigtig besværlig paragraf, som det sikkert kommer til at tage (eller måske allerede har taget) Kammeradvokaten et pænt rundt 7 cifret beløb at få til at forsvinde ned i en sæk med dårlige undskyldninger, forblommet tale, og et gavmildt skvæt kønrøg. Jeg er spændt på om man vælger at gå med "omsorg for barnet" eller trykker en særlig blanket, som dommere kan underskrive a posteriori – sundt bliver det dog nok næppe!
