Hvad er open source værd?

Debatten om open source demonstrerer hvor værdiladet et begreb, der er tale om. Her er et par vinkler på, hvorfor det er et meget værdiladet begreb:

buzzword

Open source er ikke noget nyt og spændende, som f.eks AI. Når det alligevel bliver et buzzword skyldes det markedspotentialet. Det er ikke særskilt for open source, mere et grundvilkår. I modsætning til begreber som GDPR, NIS2, AI, CO2, og mange flere, er markedspotentialet imidlertid ikke en konsekvens af brugen af begrebet i en målrettet markedsføring, i første "bølge". Potentialet ligger i de strukturelle konsekvenser, som et øget fokus og interesse for open source har. Jeg fristes til at sige pull i stedet for push.

Uanset – som buzzword får begrebet med den øgede fokus, også værdi for de virksomheder, der gerne vil "hægte sig på"; lidt i stil med da rap kulturen blev mainstream og alle artister skulle "tale" ind over deres numre. Det er den "anden bølge", den traditionelle målrettede markedsføring af systemer med et særligt sæt af funktionalitet, til en konkret brugergruppe, nu blot påklæbet etiketten "open source", eller ingen er nogensinde blevet fyret for at vælge IBM.

Open source fortolket som

free as in beer...

Mange, måske reelt set de fleste, går skævt af begrebet open source og kommer nemt til at lægge noget deri, som det slet ikke kan levere på. I udgangspunktet er det software kildekode, der er tilgængelig, så du kan læse den, forstå den, afteste den, og for den sags skyld reproducere den. Begrebet open source siger intet om i hvilket omfang, du må udnytte det, dvs enten i privat/hobby regi eller for profit. Det er strengt taget blot en "etiket". Et eksempel er Google Chrome (browseren rigtig mange bruger på Internettet). Den er ikke open source, men gratis at hente. Det betegnes freeware. Det er der vittige hoveder som har benævnt free as in beer – altså gratis øl. Du kan drikke det, men du får ikke opskriften på det.

Hvad er værdien af freeware? Hvem kan have en interesse i at udvikle meget avancerede programmer, for derefter at forære dem bort? Tidligere var der 2 grupper

• hackere som skulle bruge en vej ind på din computer
• afprøvning af ny teknologi, hvor producenten, mod at du bruger det gratis, får lov at indsamle data om brugen

De fleste er nok klar over at gruppe 2 i dag har fået en altoverskyggende "undergruppe", hvor det er dig, som bruger, der reelt er producenten af indholdet til programmet, og at programmets succes afhænger af at flest mulige "producerer" indhold. Gevinsten ligger i at udnytte "programfladen" til at sende reklamer med, eller udnytte dine vaner og præferencer, når du bruger programmet, til at udregne, hvilke andre produkter og tjenester, du ville kunne finde på at købe, og derefter målrette markedsføring mod dig, for dem.

free as in speech...

I modsætning til det står "ægte" open source, der typisk følges af et tekstdokument med navnet LICENSE, hvor du som læser bliver gjort opmærksom på, under hvilke betingelser, du må benytte kildekoden. Ofte anvendes GPL (General Public License) og den type software betegnes også mere specifikt som free software – fordi du må gøre med den hvad du lyster.

Chrome i eksemplet før, er baseret på et open source project, Chromium, som følges af en BSD-3 licens, som fastslår at du kan bruge kildekoden, blot du

• husker at vedlægge copyright betegnelsen (typisk én linje der siger hvem der er forfatter til kildekoden) hvis du distribuerer kildekoden
• husker at gøre opmærksom på copyright (igen, hvem forfatteren er) hvis du distribuerer eksekverbart, dvs programmer, du kan starte
• ikke bruger forfatterens navn/mærke til at markedsføre dit eget produkt

Hvor er værdien?

Hvad er værdien af open source? Skriver du en tekst og eller en melodi blot for at give den væk? Hugger en skulptur, anlægger en have, pudser naboens vinduer?

I modsætning til skulpturen, haven og vinduerne, har du ikke "mistet" noget. Du har ganske vist brugt noget tid, men hvis det var tid, du var indstillet på at bruge i alle tilfælde – måske fordi du skulle bruge funktionen eller programmet selv – så er din grænseomkostning (omkostningerne ved at "producere" én mere magen til) uendeligt lille, hvis ikke nul. Så du har ikke mistet noget.

Så, det at du åbner et produkt og giver andre indsigt og adgang, risikerer du ikke noget ved, men har potentielt muligheden for at få et bedre produkt ved, hvis de, der vælger at bruge produktet, giver feedback, ændringsforslag, påpeger fejl og sikkerhedsbrist. Værdien i open source er returløbet.

Der er en udbredt forestilling om at hvis noget er gratis, er det ikke noget værd. I rigtig mange sammenhænge er det rigtigt (Trabant var et eksempel på, at du ganske enkelt ikke kan bygge en bil af øldåser), og isoleret set gælder det også software, men fordi (som jeg nævnte ovenfor) grænseomkostningen ved at fremstille én kopi mere af et program – i modsætning til at fremstille én bil mere – nærmest er nul, opstår nogle meget "mærkelige" markedsmekanismer, ganske vist ceteris paribus (alt andet lige)!

For, hvis omkostningen er nul, mister virksomheden ikke noget ved at lade endnu en bruger benytte kode, virksomheden allerede er blevet betalt for at skrive. Læs lige sætningen igen, og fokusér på ordene "allerede er blevet betalt for" – den kommer vi tilbage til!

Hvis nytteværdien for den enkelte bruger er konstant, er værdien af "koden" lig med summen af brugeres nytteværdi, og hvis grænseomkostningen er nul, vil overskuddet stige eksponentielt med hver ny bruger – eller sådan var mantraet i det mindste i starten af årtusindet, og en del af forklaringen på, hvorfor Internet virksomheder blev solgt til astronomiske beløb; deres værdiansættelse var baseret på den driftsøkonomiske kalkulation! Dertil kunne lægges den indirekte omsætning som en række af disse virksomheder "så" som en slags flødeskum på kagen: brugerens brug af tjenesten kunne gøres til genstand for monetization (brugernes brug = transaktionsdata = et produkt i sig selv = salgbar).

Ceteris paribus er, som du måske kan forestille dig, en noget illusorisk situation; for der er et hav af andre variable, som har indflydelse på prisdannelsen – heriblandt det åbenlyse behov for infrastruktur! Internet båndbredde, processorkraft og datalagerplads i særdeleshed. Så, måske er koden "gratis" for bruger 2 - ∞ men hver ny bruger øger kravene til infrastruktur. Anskaffelsen af kunder skulle også nytænkes. Tidligere solgte produkter igennem magasiner, på messer, og mund-til-mund. I dag "købes" kunder med kæmpe reklamekampagner på alle "platforme" (især de elektroniske og helt særligt de sociale medier). Lægger 'man' de omkostninger til, er grænseomkostningen ikke længere nul, men dog stadig forunderlig lille, fordi den sidste kunde ikke belaster serverparken eller marketingbudgettet med noget reelt måleligt tal!

Prøver vi at anskueliggøre det i et diagram, får vi (i hele træskolængder) en graf, der nogenlunde ser sådan ud:

Den første bruger koster en bondegård! Ikke infrastrukturen (hvilket er en anden besynderlighed, som vi kan komme ind på senere), men koden. Den er hundedyr at anskaffe. Dagsprisen for en udvikler i den spidse ende, i Chicago fx, ligger fra 250.000 US$ om året, og de arbejder bedst i teams af minimum 2-3 stykker, og ikke mange timer om dagen (netto).

Den anden og om muligt endnu mere besynderlige kurve er grænseindtægtskurven – altså hvormeget den sidste kunde omsætter for (og her husker vi på at 'kunden' ikke betaler [direkte] for produktet, men kun i kraft af sin gøren og laden "i" produktet, danner transaktionsdata, der kan udnyttes kommercielt. Den kurve har fået et navn: hockey-stick, fordi den starter og i lang tid er en ret linje (få brugeres data er ingenting værd), men lige med et når datamængden et punkt, hvor dets evne til at sige noget har relevans (hvis 5 kunder køber salte fisk fra Katjes er der ingen, der lytter, men hvis 500.000 gør det er historien en helt anden)

Tidligere bad jeg dig læse en sætning 2 gange. Den er essentiel for forståelsen af værdiansættelsen af open source! Tyskerne siger: von nix kommt nix; vi siger først yde så nyde (uden at det helt er det samme), men engelsk har udtrykket TINSTAAFL (there is no such thing as a free lunch). Den virksomhed, der "sælger" open source, gør det altså med en bagtanke (som heroin pusherens first trip is on the house) om at sælge bedre versioner af produktet med mere funktionalitet eller helt andre produkter, hvor open source produktet så måske erstattes af closed source, eller, som det er tilfældet med megen freeware, for at sælge brugerens transaktions- og metadata.

Noget software er tilgængeligt af andre grunde, fx fordi selskabet bag var nødt til at lukke og opførte sig anstændigt i processen [ved at open source dets produkt(er)]. Producenten kan også være en enkelt-person, der som en del-leverance i forbindelse med en eksamen eller anden uddannelsesopgave har skullet fremstille kode med en særlig funktionalitet, som vedkommende efterfølgende har haft lyst til at dele [måske dybest set fordi vedkommende kunne]. Der er også den altruistiske person/organisation, som alene med henblik på samfundets vel, bygger og udbyder software til fri afbenyttelse. Fælles for de fleste af disse eksempler er imidlertid, at det kræver, at du selv finder ud af at udnytte den software: installation, opsætning, drift, tilsyn og pasning, mm.

Værdiansættelsen af open source er altså ikke, som med eksemplet en bil, mulig at beregne ud fra hverken produktets omkostninger, eller dets nyttefunktion! Den kan i bedste fald sammenlignes med den måde hvorpå såkaldte "strøvarer" eller brand merchandise (merch eller swag) værdiansættes - og selv her er det kun en tilnærmelse.

Samfundsnytten

Med de briller og i den kontekst er det svært at se hvordan open source kan bidrage positivt; at det har nogen reel samfundsnytte! Jeg vil dog alligevel forsøge at tegne et billede, hvor open source har en funktion og en positiv samfundsnytte!

Digital suverænitet

Hvad ingen skænkede en tanke for blot 6 måneder siden, er blevet måske dét største selling point for leverandører af digitale produkter og tjenesteydelser. En forunderlig verden!

En hjørnesten i denne suverænitet er risiko afdækning; altså at brugeren uanset om det er en virksomhed, en organisation, eller et helt samfund, suverænt kan (for)sikre sig mod de risici, som anvendelsen af et digitalt produkt eller en tjenesteydelse (automatisk) introducerer. Skal denne afdækning være effektiv, kræver det at produktets funktion, dets processer, datastrømme, og -behandlinger kan revideres, efterprøves, og reproduceres. Til det formål er open source – altså adgangen til kildekoden – essentiel!

Tilpasningsevne

De samfundsstrømninger vi er vidner til, her i midten af '20-erne, kræver i endnu større omfang end for 10 år siden, at vi er omstillingsparate. For at udnytte nye teknologier, som eksempelvis LLM'er (large language models) der er, i det mindste en væsentlig del af, grundlaget for AI, vil det kræve at processer og arbejdsgange forandres i en takt og omfang, som ikke er set tidligere. Det vil ikke være muligt med closed source alene af den grund at AI modeller ikke kan "se" ind i de sorte bokse, som closed source produkter reelt er. Leverandører kan vælge at bygge MCP'er til deres proprietære systemer, men adgangen til kildekoden vil være langt at foretrække, fordi det vil sætte AI agenter i stand til at forbedre produktet i stedet for at skulle nøjes med at arbejde videre med / uden om produktets data leverancer.

Skalérbarhed

Prisen på at udvikle software (på traditionel vis) stiger både fordi kvalitetskravene stiger, men især fordi produktiviteten falder (den får jeg sikkert hug for, men sådan må det være, når man husker på at Simonyi og Brodie skrev Word, i øvrigt anekdotisk på pizza og Jolt Coke [se dog her], på mindre end 2 år i starten af '80-erne, mens skat.dk vel er på mindst 10-ende år i det aktuelle "rul", og helt sikkert har mere end 2 personer på opgaven) – jeg finder selv ud...

Uanset; en omfattende ændring/omkalfatring af hele eller store dele af det kompleks af systemer, som kommuner, region og stat bruger, vil kræve så enorme ressourcer, at en traditionel tilgang til opgaven ganske vil sande til (som det desværre er set ske i, nå ja, nu nævnte jeg Skat, men der er uheldigvis rigeligt af eksempler i hatten, og at det må være sådan forklarer eksempelvis LinearB).

Sker udviklingen imidlertid på helt andre licensieringsvilkår, hvor leverandørerne ikke "får lov" at tjene pengene mere end én gang, men må nøjes med at tage sig betalt for at levere en open source, vil det være muligt at skalére løsninger på tværs af kommuner, kontorer og styrelser til ganske anderledes overskuelige omkostninger og ikke mindst tidsrammer (blandt andet fordi reproduktionen af løsningen kan ske parallelt i alle sammenhænge, med samme behov.

Kompleksiteten

Endelig vil open source kunne spille en afgørende rolle i en tiltrængt og nødvendig reduktion af kompleksiteten.

Her tjener et eksempel måske. I et tænkt kontor behandles ansøgninger om tilladelse til at udvide byggeprocenten på matrikler. Dialogen med ansøger sker, af hensyn til regelsæt om åbenhed i den offentlige forvaltning, i et journaliseringssystem, der er bygget sammen med en unavngiven, omend særdeles velkendt, kontorpakke, primært for at tilgodese brugernes user experience (brugeroplevelse). Opdateringer af kontorpakken, der i løsningens levetid de første par gange medførte først mindre men senere mere omfattende ændringer/tilretninger i grænsesnittet og brugerfladen i journaliseringssystemet, er de seneste år blevet opgivet pga bekosteligheden i kravene til ændringer/tilretninger, for endeligt helt at blive gjort umulige, da afviklingen af kontorpakken blev flyttet "i skyen". Kontoret ønsker sig aktuelt et nyt journaliseringssystem, der kan integreres med kontorpakken i skyen.

Eksemplet er sikkert fuldstændig hypotetisk og helt ude af trit med virkeligheden, men tjener også mest for at pege på et par pinde

• en digital mange-sidet dialog orienteret løsning, hvor den enkelte dialog på anfordring kan præsenteres i et særskilt digitalt format (aktindsigt), bør være lige så efterspurgt på ethvert kontor i størstedelen af den offentlige sektor, som en regnemaskine på et revisionskontor (læs: noget der “lugter” langt væk af standard)
• løsningen vil være et oplagt "offer" for et utal af integrationer
• fokus på det essentielle i løsningen risikerer på kort tid at blive afløst af en myriade af feature-creep (også benævnt scope-creep) fordi systemets mange interessenter ser hver deres subjektive interesse i "forbedringer" – eksempelvis at benytte en kontorpakke til at "fremstille" hhv præsentere indholdet af dialogen (den faktiske ordlyd) i stedet for at 'nøjes' med få tekst formateringsmuligheder
• den eneste måde en leverandør kan tilføre produktet merværdi vil være igennem udbygning af produktets scope, hvorfor det ad åre nemt kommer til at løse alt fra OCR scanning til email (integration til kontorpakken vel at mærke – for det er brugerne vant til og nødt til at have, til den interne kommunikation, og det vil jo være ubrugeligt og håbløst tidsspilde, hvis der var flere systemer til den opgave) – en passant: forestil dig en tømrer stolt vise dig deres nye hammer, der også kan bryde murværk ned og stifte indramninger af billeder (fordi det jo ville være tidsspilde at have flere værktøjer, der kan slå søm i)

Open source har meget at tilbyde her:

1. en række dialog orienterede løsninger at starte på/med
2. åben kildekode, og typisk veldokumenterede api'er, som vil lette behovet, ved etableringen af integrationer (når dette er uafvendeligt)
3. feature-creep er et grundvilkår; der hjælper ingen kære mor (eller open source)
4. et afleveret open source system kan konkurrenceudsættes i en helt anden grad end løsninger, hvor leverandøren står for at skrive kravspecifikationen til det næste "ehhh offentlige" udbud, hvor behovet for udbygning vil være brugernes behov for øget funktionalitet i større udstrækning, og leverandørernes behov for øget omsætning i mindre udstrækning